Arbejdet med stemme-, hals- og kæbeproblematikker, er noget jeg har interesseret mig for siden 2013. Min interesse for kæben begyndte under et praktikophold i Berlin i 2012, hvor jeg kom i mesterlære hos en af byens dygtigste kæbespecialister, Holger Gerhard. Som afslutning på min uddannelse som fysioterapeut havde jeg mulighed for en valgfri praktik. Jeg fandt her Danmarks to absolut mest erfarne fysioterapeuter inden for kæbespecialet. Her kom jeg i mesterlære hos Anne Louise Lindecrona Kiær og efter endt praktikophold, blev jeg tilbudt en stilling hos Holbæk Fysioterapi med Inger Wiggers Kiær som mentor. Inger vejledte mig gennem de første 6 mdr, 1 dag om ugen, 7 timer ad gangen. I dag ser jeg gennemsnitligt 20 kæbepatienter om ugen og de kommer fra Sjælland, Fyn, Jylland, Bornholm og syd Sverige.
Jeg har sunget i professionelle sammenhænge siden jeg var 16 år og havde altid en problematisk stemme. Jeg blev hurtigt træt i stemmen, blev mere hæs end jeg i forvejen var og fik ondt i halsen. I 1997 fik jeg en blødning på stemmelæberne, under mit første job som musicalperformer på Århus Teater. Dette gav mig ødem på stemmelæberne, hvilket udviklede sig til en polyp og senere hen en nodulus - stemmeknude. I 2003 fik jeg stemmeknuden bortopereret af overlæge Svend Prytz, som jeg havde konsulteret gennem 6 år. Herefter fulgte et langt genoptræningsforløb hos logopæd Stine Thorsen og sangpædagog/kropsterapeut Anne Rosing. Gennem mit arbejde med min egen stemme, har jeg opnået en stor viden og erfaring, som jeg i dag kan nyde gavn af i mit arbejde med mine stemme/strube patienter. Jeg har været i lynmesterlærer på Kungliga Operan i Stockholm hos osteopat Pirjo Lehmussalmi i 2016. Pirjo har arbejdet med strubemassage og hjulpet operaens klassiske sangere, gennem mange år. I 2019 var jeg på kursus i Hamburg på MEDICAL VOICE CENTER med Osteopat Jacob Lieberman i laryngeal manipulation (strubemobilisering). Jeg har taget kursus i strubemassage og sangerkroptræning på ARI - Anne Rosing Instituttet.
Jeg arbejder stadig på at forbedre min egen stemmefunktion. Jeg går til sangundervisning og træner Anne Rosing og Klaus Møller teknikker. Jeg bestræber mig på at få øvet dagligt og det har givet resultater, hvilket motiverer mig yderligere til at udvikle min stemme. Det seneste år har jeg fået forbedret mit stemmelæbelukke, forbedret min klang og udviddet mit register. Arbejdet med min egen stemme, hjælper mig til at forstå og hjælpe andre, med deres stemmeudfordringer.